Den alsidige personlighedsudvikling sker ved, at barnet opbygger og udvikler selvfølelse og tør udfolde sig selv. Det er i samspil med omgivelserne, at barnet udvikler sin personlighed og opnår en god selvforståelse. Det kræver et anerkendende og indlevende miljø præget af trygge og udfordrende hverdagsrammer, hvor barnet kan udforske sig selv, sine medmennesker og sin omverdenen. Fællesskab og leg har ligeledes en stor betydning for en løbende udvikling, da det er herigennem, at barnet lærer at tackle de forskellige situationer og følelser, der opstår som følge heraf.
Pædagogiske mål og indhold jf. §3 i bekendtgørelse
- Det pædagogiske læringsmiljø skal understøtte, at alle børn udfolder, udforsker og erfarer sig selv og hinanden på bpde kendte og nye måder og får tillid til egne potentialer. Dette skal ske på tværs af blandt andet alder, køn samt social og kulturel baggrund.
- Det pædagogiske læringsmiljø skal understøtte samspil og tilknytning mellem børn og det pædagogiske personale og børn imellem. Det skal være præget af omsorg, tryghed og nysgerrighed, så alle børn udvikler engagement, livsduelighed, gåpåmod og kompetencer til deltagelse i fællesskaber. Dette gælder også i situationer, der kræver fordybelse, vedholdenhed og prioritering.
Fælles retning for det pædagogiske arbejde
- Vi anerkender barnet og er åben over for det, barnet kommunikerer, så det opnår tillid til sig selv og retten til egne følelser, tanker og oplevelser
- Vi igennem sprog og handling hjælper barnet med at lære sig selv at kende og støtte det i at sige til og fra
- Vi italesætter, spejler og visualiserer følelser og handlinger som frigiver muligheder for samtaler
- Vi støtter og opmuntrer barnet til at gøre tingene selv, vejleder og viser hvordan man kan gøre
- Vi møder barnet med interesse og sørger for at tilpasse udfordringer, så barnet oplever at have betydning og succes samt oplevelsen af at høre til
Sammenhæng mellem læringsmiljøet og barnets læring
Læringsmiljøet skal støtte børns engagement, livsduelighed, gåpåmod og kompetencer til deltagelse. Det er igennem leg, socialt samspil og aktiviteter,
- at barnet kan opleve fordybelse og kan opnå koncentration
- at barnet støttes i udviklingen af selvværd, selvtillid og selvhjulpenhed
- at barnet kan sige til og fra og kender sine egne grænser
- at barnet kan udtrykke egne følelser og afkode andres følelser
- at barnet oplever sig selv som et unikt menneske med muligheder, succesoplevelser og betydning for andre